Jeg blev kontaktet af en hundetræner, der havde fået et problem med en af de hunde han trænede. Det var en stor hvalp (Boxer) på ca. 9 mdr., den var normalt glad, en meget dygtig hund og var ellers ikke bange for noget som helst. Lige pludselig var den blevet bange for mennesker. Hundetræneren havde prøvet med al den viden og erfaring han havde, for at få løst problemet, men ikke noget af det virkede. Han spurgte mig om jeg ville se på hunden og det ville jeg selvfølgelig gerne. Det skal lige siges, at den hundetræner ellers ikke var til noget som helst alternativt mht. hunde. Han vidste en masse om hunde og deres adfærd og han vidste hvad der virkede og det holdt han sig "normalt" til. Han snakkede med ejeren og ejeren gik med til at jeg skulle prøve at se på hunden.
Da jeg kom ud til hundens hjem, kom der en hel flok af de dejlige hunde for hilse på mig. Jeg stod et stykke tid i entreen så alle hundene kunne hilse på mig, samtidig med at jeg talte med ejeren om problemet. Ejeren kunne ikke rigtig forstå, at når hunden stod sammen med de andre hunde var der ikke noget, den var oven i købet meget dominerende, det var først når der kom mennesker at den blev bange. Det var lige meget om den kendte menneskene eller ikke. Jeg sagde til ejeren, at jeg skulle bruge et rum hvor hunden og jeg kunne være alene. Det kunne vi i et værelse lige ved siden af entreen, så det var jo fint. Jeg gik hen mod hunden (der i øvrigt stod og gøede af mig), det kan nok være at den fik travlt med at komme væk fra mig, den skyndte sig ind på værelset og "kravlede" ind under en seng og lå og rystede. Jeg gik ind på værelset og lukkede døren så hunden og jeg havde fred til at kommunikere (kommunikation med dyr foregår via en dyreguide, som er en form for tolk mellem dyr og mennesker).
Hunden var så bange, at den ikke ville noget som helst. Hvis jeg kravlede ind under sengen til den, skyndte den sig over under et bord og tilbage under sengen hvis jeg kom hen til bordet osv. Jeg lagde mig halvt ind under sengen til den uden at røre den, så kunne vi kigge lidt på hinanden, det gik hunden med til. Vi lå 5 -10 min. og kiggede på hinanden, mens vi "snakkede" lidt sammen. Jeg fortalte guiden, at jeg var kommet for at hjælpe hunden og at den ikke behøvede at være bange for mennesker. Guiden fortalte mig at hunden havde oplevet rigtig mange afvisninger. Hver gang den havde set mennesker og den hoppede op af dem for at vise sin glæde, så blev den skubbet ned og fik "ballade" med dem. Så nu havde den lært at mennesker ikke kunne li' den.
Jeg fortalte guiden, at jeg ikke ville afvise den og at den roligt kunne komme helt hen og snuse til mig.
Den kravlede meget langsom helt hen til mig og snusede lidt forsigtigt. Da den opdagede, at jeg ikke afviste den, kom der virkelig fart på både næsen og tungen, mine fingre blev virkelig rengjort.
Jeg trak mig ud på gulvet og satte mig i skrædderstilling, men hunden blev inde under sengen, for det var lige farligt nok, at jeg var blevet så "stor". Jeg fortalte, at jeg stadig ikke ville afvise den og at den roligt kunne komme ud til mig. Den tøvede lidt, men så kom den ud til mig og så blev der snuset igen…
Da den havde snuset færdigt, satte den sig op på skødet af mig og så blev der ellers kælet. Det var jo godt nok, men hvad så med alle de andre mennesker?
Jeg snakkede med hundens ejer om hvad det var, at den oplevede hver gang den så mennesker og hvad den havde brug for af hjælp.
Hunden og jeg gik ud af værelset og ind i stuen hvor de andre hunde og ejeren sad og ventede. Hunden gik nu med høj hale og viste ingen tegn på angst. Ejeren havde svært ved at tro sine egne øjne, for nu så hunden pludselig glad og tryg ud.
Jeg fortalte ejeren hvad det var, at hunden oplevede, når der var/kom mennesker og hvad der skulle gøres ved det. Mens ejeren og jeg sad og talte sammen, kom hunden flere gange hen til mig og ville kæles, det var dejligt, for det fik ejeren til at høre ordentlig efter…
Jeg ringede til hundetræneren og sagde at nu var problemet løst. Det havde han nu ret svært ved at tro på, men han ville kontakte mig når han havde set hunden næste gang der var træning.
Hundetræneren ringede samme aften der havde været træning og spurgte hvad i al verden jeg havde gjort ved den hund. Nu havde de stået 30 mennesker og set hvordan den ellers så bange hund pludselig rendte rundt og var glad og ikke spor bange.
Som han sagde: "jeg måtte jo sige til de andre hundeejere, at der havde været en såkaldt "dyrehealer" (der oven i købet påstod at han kunne kommunikere med dyr) ude og snakke med hunden og at han ikke selv forstod hvordan det virkede, men virkede gjorde det jo, for de kunne jo se resultatet gå rundt der på 4 poter".
Det var ikke hunden der var problemet, men der i mod ejeren. Hunden var psykisk stærk og ret dominerende. Den havde faktisk overtaget styringen i hundeflokken (trods det at den kun var 9 mdr.), men ikke nok med det, den havde faktisk også overtaget styringen af sin ejer.
En så stærk hund har brug for en stærk ejer (førerhund), så den kan føle sig tryg. Det vil bla. sige, at ejeren skulle ha' sørget for, at hunden ikke hoppede op af de mennesker der enten kom på besøg eller de mennesker de mødte.
Så havde den ikke mødt alle de afvisninger.
Der var flere andre ting der skulle ændres i hundens hjem, for at hierarkiet kunne komme på plads.